Indmeldelse og udmeldelse af Folkekirken

Indmeldelse i folkekirken

Som medlem af Den danske Folkekirke er du medlem af en evangelisk-luthersk kirke. Betegnelsen stammer fra reformationen i 1500-tallet. Medlemsbidraget til folkekirken opkræves som kirkeskat. Det betyder, at der ikke betales medlemsbidrag for børn eller unge uden skattepligtig indkomst. Den egentlige indmeldelse sker ved dåben. Alle er velkomne til gudstjenester i folkekirken. Du kan også gøre brug af kirkernes mange tilbud som f.eks. koncerter, kirkekor, studiegrupper, foredragsaftener, babysalmesang, spaghetti- og rockgudstjenester og meget andet. Som medlem har du ret til konfirmation, samt til at blive gift i kirken og ved livets afslutning at blive kirkeligt begravet eller bisat. Hvis du er medlem af et andet evangelisk-luthersk trossamfund i Danmark, kan du blive medlem af folkekirken ved at tilslutte dig en menighed i folkekirken. Er du døbt i et andet kristent trossamfund, kan du også blive medlem af folkekirken. Hvis du har meldt dig ud, og gerne vil indmeldes i folkekirken igen, skal du kontakte din sognepræst. Under alle omstændigheder er det en god idé at kontakte præsten i dit sogn, hvis du vil være medlem.

Udmeldelse af folkekirken

Vil du melde dig ud? Hvis du vil melde dig ud, skal du tage kontakt til præsten eller kirkekontoret i dit sogn. Er du under 18 år, skal indehaveren af forældremyndigheden træffe beslutningen. Er du fyldt 15 år, skal det dog ske med dit samtykke. Kordegnen registrerer udmeldelsen i kirkebogen. Herved bliver den automatisk registreret i CPR-registret. Melder du dig ud, har du ikke ret til kirkelige handlinger, og din beslutning vil blive respekteret som en tilkendegivelse af, at du ikke ønsker kirkens medvirken ved dine personlige mærkedage. Det er vores erfaring, at det er en god ide at fortælle dine nærmeste om udmeldelsen og tale med dem om, hvordan du så ønsker begravelse eller bisættelse. Såfremt du ønsker at genindtræde i folkekirken sker dette ved henvendelse til en af sognets præster. Herefter registreres genindtrædelsen.