Begravelse eller bisættelse

Dødsfald . Ring til egen læge eller vagtlægen, som skal konstatere dødsfaldet. Lægen anmelder dødsfaldet til offentlige myndigheder.

Ønskes begravelse/bisættelse i Ishøj Kirke, Vejleå Kirke eller Torslunde Kirke,  aftaler bedemand eller pårørende dato og tidspunkt med kordegn på telefon 43 54 7300. Kordegnen koordinerer kirkernes kalender med bemandingen - præster, kirketjener, organister, sangere.

Når dag og tid er aftalt med kordegnen, anmelder pårørende eller bedemand begravelsen/bisættelsen elektronisk.   Anmeldelsen modtages i afdødes bopælssogn. På www.sogn.dk kan man skrive afdødes folkeregisteradresse på dødstidspunktet og derved få oplysning om tilhørende sogn og præst.
Begravelsesmyndigheden (præsten), kirkegård og skifteret modtager automatisk anmeldelsen, når den  godkendes i sognet. 

En bedemand kan hjælpe med at tage kontakt til begravelsesmyndighed og hjælpe med at udfylde DØDS-OG BEGRAVELSESANMELDELSE.  Anmeldelsen udfyldes digitalt med MitID på www.borger.dk. Kirkekontoret kan også være behjælpelig med anmeldelsen. 

Det er muligt at få afdøde bisat/begravet i et andet sogn end afdødes bopælssogn. I så fald tager pårørende eller bedemanden kontakt til det pågældende kirkekontor/præst for at aftale tidspunkt. Den digitale anmeldelse sendes under alle omstændigheder til præst/kirkekontor i afdødes bopælssogn.

Bedemanden sørger tillige for at afdøde føres til det kapel, der ligger i forbindelse med den kirke, hvor afskedshøjtideligheden skal foregå. Det er naturligvis en forudsætning for en præsts medvirken ved højtideligheden, at dette var afdødes ønske, normalt udtrykt ved medlemskab af Folkekirken.

Når de praktiske ting er aftalt, taler de efterladte med præsten, der skal forestå handlingen. Det er vigtigt, at man til denne samtale har en eller flere pårørende eller bekendte med. Dels som støtte for den nærmeste og dels som hjælp for præsten, der på baggrund af samtalen skal udarbejde en tale, samt hjælpe til ved valget af salmer.

De ord, der indleder jordpåkastelsesritualet, er de samme ord, som indleder dåben. Begyndelse og afslutning bundet i krans.

Er det begravelse bæres kisten ud på kirkegården, hvor jordpåkastelsen finder sted.
Er der tale om en bisættelse, foregår jordpåkastelsen i kirken, og kisten føres derefter ud til rustvognen, der bringer den til krematoriet.

Der er mulighed for at vælge forskellige former for jordfæstelse på kirkegården.
Man kan erhverve enkelt eller dobbeltgravsteder. Man kan vælge et urnegravsted med plads til individuel beplantning. Man kan også vælge "kendt fællesgrav", hvor det sted urnen er sat ned markeres af en liggesten med plads til navn og årstal.
Endelig kan man vælge fællesgrav, hvor placeringen af afdødes urne ikke markeres.

 

Film fra www.folkekirken.dk