Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

PRÆST> < KVINDE

I anledning af 75 – året for de første kvinders ordination i Den Danske Folkekirke, har fotograf Sille Arendt og Helsingør Stift lavet udstillingen PRÆST> < KVINDE. Fototudstillingen består af 19 portrætter af kvindelige præster. Præsterne er hver især afbilledet med en genstand, som betyder noget religiøst for dem. Det er en udstilling om mennesket i præstekjolen og deres liv og tanker. Udstillingen er fulgt op af en booklet, hvor præsterne svarer på fem spørgsmål om præsteembedet og om livet.
 
”Jeg håber, at disse 19 unikke fortællinger fra kvinder kan vække en genklang hos beskueren selv, og at det skaber en refleksion over egen identitet. Og så skal udstillingen også minde om, at alle har en unik historie at fortælle, lige som at det desværre er vigtigt at slå et slag i ligestillingens navn”, siger Sille Arendt.
 
75 – årsjubilæum for det hele embede
 
Den 28. april 1948 blev de tre første kvinder ordineret til præster, da biskop Hans Øllgaard satte sig op mod protester og modstand fra både gejstlige og lægfolk. Han og kvinderne står i dag som foregangspersoner i en afgørende udvikling i dansk kirkeliv.
 
Heldigvis er mange kvinder gået i deres fodspor og har taget imod præstekaldet i de 75 år, der er gået siden.
 
Det er der grund til at fejre, og det gør vi i Helsingør Stift blandt andet med en fotoudstilling skabt af fotograf Sille Arendt, der har portrætteret og interviewet 19 af stiftets (kvindelige) præster, herunder Lise-Lotte Rebel, Danmarks første kvindelige biskop. Den nuværende biskop over Helsingør Stift, Peter Birch, glæder sig over at kunne fejre jubilæet:
 
”Ordinationen af de første kvindelige præster er den mest gennemgribende og væsentlige ændring i nyere dansk kirkehistorie. Med kvinders adgang til præsteembedet blev der åbnet for det hele embede. Det var den nødvendige, teologisk konsekvens af, at evangeliet er lagt i menneskehænder og ikke i mandehænder. I dag kan vi glæde os over lige adgang til præsteembedet, der resulterer i mange gode og dygtige præster. Derfor er det værd at fejre jubilæet.”
 
Udstillingen kommer efter at have været i Domkirken i Helsingør siden april nu på sin vej rundt i stiftet til Vejleå Kirke.
Vi holder åbningsreception efter gudstjenesten 20. august. Udstillingen vil så stå her frem til 18. september, hvor den skal til et andet provsti i stiftet.