Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Atter Drop in-dåb i Vejleå Kirke

Lørdag den 24. september kl. 10.00-15.00 er Vejleå Kirke åben for dåb.

Tilbuddet gælder både små børn, konfirmander og voksne.

I løbet af de sidste to år har der været mange begrænsninger på vore muligheder for at holde bl.a. dåb og fest for familie og venner. Mange har derfor udskudt deres barns dåb til et bedre tidspunkt – og pludseligt er tiden gået og det hele virker lidt uoverskueligt.

Der er dog også mulighed for at holde dåb på en enkelt og uhøjtidelig måde. Tilbuddet kaldes Drop in-dåb og angiver at man i princippet kan komme lige fra gaden og blive døbt i kirken.

Ved Drop in-dåb kræves der ingen forudgående tilmelding.
Man kan komme selv eller man kan komme med sin familie eller venner.
Man skal medbringe gyldig billedlegitimation i form af pas eller kørekort og hvis man er under 18 år, også tilladelse fra den/dem, der har forældremyndigheden.
Ved dåb af børn under konfirmationsalderen skal man have et par faddere og hvis man er voksen et par dåbsvidner. Kirken kan også stille dåbsvidner til rådighed.

Ved ankomst til kirken vil kordegnen sørge for at dåben bliver registeret.
Efter en kort samtale med en af kirkens præster, bliver man under en enkel gudstjeneste døbt. Efter dåben er man medlem af folkekirken med fulde rettigheder i både i Ishøj og i Danmark. 

Er man allerede døbt, men ikke medlem af folkekirken, kan man blive meldt ind gennem almindelig optagelse på kirkekontoret.