
Engelsk og amerikansk orgelmusik ved Niels Danielsen.
Navne som Amy Beach og Samuel Coleridge-Taylor siger nok de færreste noget nutildags, men de var i deres samtid vidt berømte og feterede musikere og komponister. Niels Danielsen, der til daglig er organist ved Vestkirken i Ballerup, har altid interesseret sig for de komponister der af forskellige grunde er gået i musikhistoriens glemmebog. For orgelmusik er ikke bare Bach, Buxtehude og Mendelssohn. Eller Widors Toccata – eller for den sags skyld Bryllupsmarchen, der slet ikke er skrevet for orgel.
Tag en komponist som Florence Beatrice Price, der måtte kæmpe mod køns- og racefordomme, men fik en karriere som orgelvirtuos, og blev den første sorte kvinde der fik opført en symfoni. Hendes genfundne orgelmusik, der er en skøn blanding af barok, senromantik, negro spirituals og jazz, er både sjov at spille og spændende at lytte til, og burde derfor have en plads i det gængse repertoire. Og det samme kan siges om koncertens øvrige værker, af Samuel Coleridge-Taylor, af Amy Beach og af William Grant Still.
Gratis adgang