Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Højskoleeftermiddag – Barrison-søstrene

FEB
13

Højskoleeftermiddag – Barrison-søstrene


Dato Mandag d. 13. februar 2023, Kl. 14:00 til kl. 16:00
Sted Vejleå Kirke, Ishøj Boulevard 1, 2635 Ishøj
Højskoleeftermiddag – Barrison-søstrene

Barrison-søstrene

Sidste år vandt historiker dr. phil. Hans Henrik Appels bog ”Barrison-feberen” titlen som ”Årets Historiske Bog 2020”. Bogen fortæller historien om fem danske søstre, der i 1880’erne udvandrer med deres forældre til Amerika fra fattige kår i København. I New Yorks slum bliver søstrene opdaget af den tidligere anarkist, danskeren William Fleron, der tilbyder at blive deres impresario. Efter flere forsøg på at få et gennembrud, bliver The Five Barrison Sisters hyret til at optræde under Verdensudstillingen i Chicago i 1893. Ved årets udgang tager de tilbage til Europa – og her brager de igennem som et hidtil uset popfænomen i storbyer som Paris, Berlin, Wien, Budapest, Bruxelles og flere andre byer. Kun i London møder man det nye popfænomen med stiv britisk overlæbe – og i København forbyder man dem at komme indenfor.

Det vrimler med postkort, plakater, figurer og anden merchandise med Barrison-søstrene, ligesom den ene kopigruppe efter den anden dukker op. Aviser og ugeblade i storbyerne bringer sladderhistorier om dem. Unge kvinder klæder sig som Barrisons eller begynder at cykle rundt i det offentlige rum ligesom søstrene. I art noveau-kunstens forsøg på at kombinere det naturlige, det kvindelige og det drømmende bliver Barrison-søstrene ofte brugt som modeller eller inspirationskilde. Snart sætter det nye fænomen en voldsom modreaktion i gang.

I dette foredrag vil Hans Henrik Appel belyse, hvorfor de fem søstre inkarnerede tidsånden i 1890’ernes brydningstid, hvor den moderne storbykultur tog form. Byerne voksede eksplosivt. Forbrugerisme gjorde sit indtog og underholdningsindustrien voksede frem. En strøm af nye medier fra en flod af daglige aviser og ugeblade, over farvestrålende plakater og forførende fotografier til snart levende billeder og lydoptagelser. Værdikampe om køn, krop og moral rasede – og navnlig i Paris blev kulturen erotiseret. Det var en omvæltningstid, hvor gamle værdier og etablerede sandheder krakelerede. Ligesom under ungdomsoprøret i 1960’erne. Barrison-søstrene blev et så stærkt symbol på det nye, at debatten om køn, krop og moral i høj grad kom til at handle om dem.